Der er telefontid alle hverdage fra kl  8 -12 og kl 13 -14, klinikken har lukket på helligdage.

SPIRAL

Kobberspiral

Hvordan virker en spiral?

Spiralen påvirker slimhinden i livmoderen, så et befrugtet æg ikke kan sætte sig fast. Der findes forskellige spiraler, men den mest almindelige er af plastik omviklet med en tynd kobbertråd. Kobber påvirker formentlig også sædcellerne, så de er ude af stand til at befrugte ægget. De fleste spiraler virker i adskillige år alt efter, hvilken type det er.

Hvem kan bruge spiral?

Spiral egner sig bedst til kvinder, der har født eller eventuelt har haft et abortindgreb. Man anbefaler ikke helt unge piger at få spiral som første valg. 

Spiral er mindre velegnet til kvinder der har haft underlivsbetændelse inden for de sidste år eller har haft det flere gange. Men generelt øger spiralen ike risikoen for underlivsbetændelse.

Hvordan får du lagt en spiral op?

Når du skal have en spiral lagt op, foregår det hos lægen. Spiralen føres ind i livmoderhulen ved hælp af et lille indføringshylster. Spiralen kan lægges op når som helst, hvis blot der er sikkerhed for, at du ikke er gravid.

I forbindelse med oplægning af spiral vil lægen ofte foretage en podning for den seksuelt overførte infektion, klamydia.

Du kan gå hjem umiddelbart efter, at du har fået lagt spiralen op. Du kan bløde lidt nogle dage efter. De fleste læger tilbyder at kontrollere at spiralen sidder som den skal, efter du har haft menstruation.

Alle spiraler har en tynd tråd, som hænger ud gennem livmodermunden og lidt ned i skeden. Nogle kvinder kan føle tråden ved at stikke en finger op i skeden og mærke efter ved livmodermunden. Tråden bruges når spiralen skal fjernes.

Fordele

  • Spiralen virker med det samme – og så længe den sidder der.
  • Spiralen virker i 3-10 år, afhængig af hvilken type du får lagt.

Ulemper

  • Spiralen beskytter ikke mod sexsygdomme
  • Spiralen giver i nogle tilfælde kraftigere og længerevarende menstruationer.

Hormonspiral

En anden type spiral er hormonspiralen. Den ligner en kobberspiral, men omkring skaftet er der en lille plastbeholder, der indeholder hormonet gestagen. Hormonet siver langsomt ud af beholderen og påvirker slimhinden i livmoderen, så sædcellerne har svært ved at trænge op i livmoderen. Samtidig bliver slimhinden i livmoderen tynd, så et eventuelt befrugtet æg ikke kan sætte sig fast. 

Hormonspiralen er dyrere end en kobberspiral og virker i 5 år. Hormonspiralen er i det lange løb billigere end andre sikre præventionsmidler.

Hvem kan bruge Hormonspiral?

Hormonspiral egner sig bedst til kvinder der har født. Man anbefaler normalt ikke helt unge piger at bruge hormonspiral. Denne type spiral er god til kvinder der er generet af kraftige menstruationer.

Fordele

  • Hos de fleste bliver menstruationerne svagere
  • Sikkerheden er høj
  • Spiralen virker med det samme og i 5 år frem.
  • Hormonet i spiralen virker kun lokalt og påvirker altså ikke menstruationscyklus.

Ulemper - gener

  • De fleste får uregelmæssige blødninger de første måneder - eventuelt pletblødninger. Der kan gå op til 6 måneder, før disse gener forsvinder.
  • Enkelte kvinder får i starten brystspænding, hovedpine og uren hud.
  • En hormonspiral beskytter ikke mod sexsygdomme
  • Hos nogle kvinder udebliver menstruationen hel.

Sikkerhed

Sikkerheden er høj - der er næsten 100 % sikkerhed for, at du ikke bliver gravid.